Bazaren - brugere frivillige og lønnede arbejder tæt sammen på en arbejdsplads, hvor mennesker vokser og relationer dannes

Bazaren er en genbrugsbutik, hvor brugere, frivillige og lønnede arbejder tæt sammen.

Samskabelse i Silkeborg - Bazaren 2

”Vi har brug for dig”

Dagens opgaver i butikken klares af brugere af Kirkens Korshærs Varmestue, frivillige og lønnede medarbejdere i fællesskab. Der er brug for alle, og alle bliver mødt med ”Vi har brug for dig”.

Projektet bidrager til at skabe netværk imellem mennesker, og det tætte samspil mellem brugere af Varmestuen, frivillige, medarbejdere og kommunen er afgørende for, at projektet er en succes, fortæller Birger Rask leder af Kirkens Korshær i Silkeborg.

Bredt samarbejde

Omkring 10 udsatte kontanthjælpsmodtagere modtager hjælp i projektet igennem et afklarende aktiveringsforløb. Derfor er der et tæt samarbejde mellem Kirkens Korshær og Silkeborg Kommunes Jobcenter. Det er dog ikke kun Kirkens Korshær og Jobcentret, som spiller sammen. Der er også et tæt samspil med Psykiatriens Hus, Rusmiddelcentret, mentorer, kriminalforsorgen, Varmestuen, Sundhedshuset og lokale erhvervsvirksomheder, hvilket gør projektet unikt og succesfuldt, fortæller Birger Rask.

Bazaren

"Vi stiller ikke brugerne over for et krav om forandring, og måske er det netop den tilgang til det enkelte menneske, som skaber grobund for forandring", fortæller afdelingsleder Kaj Bertelsen fra Bazaren.

Bazaren ligger ud til Horsensvej ved Virklund. Butikken er en genbrugsbutik, hvor 50 frivillige, 2 medarbejdere og 10-14 pladser til borgere, der har været væk fra arbejdsmarkedet i en længere periode, arbejder sammen om driften af butikken lige fra at hente ting hos virksomheder og private og til at betjene kunder og styre regnskabet.

Ønsker du mere viden om projektet, kan du kontakte: Kaj Bertelsen, afdelingsleder, tlf. 91 89 22 09